Supervision til antropologer
At arbejde som antropolog betyder ofte at lande i miljøer/felter, hvor magtesløshed og utilstrækkeligheden hersker kan tænde tvivl på egne faglige evner. Måske en følelse af ikke at være robust nok med fare for at miste kontakten til sig selv og sin faglighed
Mange antropologer oplever også at arbejde i miljøer, hvor forråelsen er blevet et værn mod følelsesmæssige udfordrende vilkår og dette kan udfordre antropologen som moralsk menneske og faglig ansvarlig
Behovet på supervision kan ofte indebære områder såsom: feltarbejdets processer, etiske og moralske problemstillinger, hvor man kan være fanget mellem flere etiske retningslinjer og moralske afsæt mm. Arbejdsfelter hvor interview/etnografiske samtaler er en del af arbejdet, ligeledes faglige samarbejder
Supervisionen indebærer en kundskabsmæssig, metodemæssig og en personlig udvikling.
Selvom faglig supervision ikke er terapi, så kan der opstå situationer, hvor supervisionen kan nærme sig et terapeutisk udtryk. En sådan blandingsform kan opstå, hvis det i supervisionen tyder på, at du har udviklet uhensigtsmæssig stress mm eller fx føler dig fanget i etiske og moralske problemstillinger, der på en uhensigtsmæssige måde er blevet til et personligt anliggende eller/og forstyrrer de faglige processer.
Supervisionen ligger her i at identificere, hvad der i arbejdet og i kontakten til informanter m.fl. og felten, der har gjort særligt indtryk, så du er blevet ramt og rystet.
Her vil den faglige supervision fokusere på din mulighed for at tage vare på dit arbejde, tage vare på dig og for at forebygge, at uhensigtsmæssige reaktioner flyder tilbage til informanter, felten, samarbejdspartnere m.fl.